Vigtigt lederskab i krisetid

Henrik Engelbrekt Refshauge

Vi står midt i en pandemisk krise. Kriser skaber selvfølgelig problemer, men de skaber også muligheder. Ofte muligheden for at tage de skridt, som er nødvendige for at bringe vores organisationer ind i fremtiden. Kriser kan skabe klarhed, så vi kan fjerne fluffy ting, og få fokus tilbage på målet.

Men som leder skal vi definere og adressere problemerne, vi møder. I Mission Afrika har vi sendt alle medarbejdere hjem. Derfor er tiden ikke til at kaste sig ned i materien med håbløse enkeltopgaver, men at hæve sig op og sætte ord på de kæmpe udfordringer:

Covid-19 er et problem – en viruspandemi. Frygt og panik er en social pandemi, som spredes og skaber andre problemer. De accelererende økonomiske konsekvenser er et problem. Måske er økonomien i virkeligheden en større udfordring end virusudbruddet. Når økonomien går ned, går depression op.

Krisen kan åbne økonomiske muligheder, vi ikke så før. Måske er noget sat til salg nu, som ikke var der før. De der ser behovet, og reagerer hurtigt, kan skabe virksomheder og værdi, der ikke var der før. Måske et blue ocean. Nogle virksomheder har allerede ændret deres produktlinjer. En vinproducent i Kolding laver håndsprit. Tesla laver respiratorer. Luftfartsselskaber skifter fra mennesker til cargo. Kirker åbner for tiltag ind i konkrete samfundsbehov, de ikke så før. Alle kriser skaber muligheder. Hvordan udnytter vi dem? I kriser er likvide midler ”kongen”. Det er som ilt til organisationskroppen. Gør alt hvad du kan for at frigive penge.

Mange af de aktuelle muligheder omkring os er missionale, for der er folk i nød i dag, som ikke havde disse behov for en måned siden. Mennesker mærker frygten, og de har måske spørgsmål, vi kan hjælpe dem videre med.

Som ledere i organisationer og firmaer, skal vi være dødsens opmærksom på, at den offentlige domstol træder i kraft, så snart du åbner din mund. Da alle andre lukkede genbrugsbutikker midt i marts, forsøgte jeg at sige til mit genbrugsteam: ”Vi skal ikke gøre, hvad folk siger, men hvad der er rigtigt.” Men det er ikke visdom at negligere folkestemningen. Kan man f.eks. mødes i kirken i coronatider? Dette spørgsmål kan både besvares med hovedet og hjertet. Den folkelige domstol et skånselsløs. Vi må være vise og ansvarlige.

Tænk langtidsplaner i hovedet, men planlæg kort tid frem med teamet. Lav en korttidsplan og fokusér på prioriteterne og ikke de mange småting. Brug energien rigtigt. Uanset hvor god din plan er, så har vi ikke noget kort over kriseområdet. Derfor må vi forvente fejltagelser. Virkeligheden forandrer sig så hurtigt. Vær klar til at være agil og reagere hurtigt. Vi prøver os frem efter vores mavefornemmelse i en tid, hvor vi ikke har nogen svar. Men den første intuitive indskydelse er ofte den rigtige vej at gå, hvis den er baseret på de konkrete informationer vi har i dag.

Kommunikation er afgørende. Jeg vil trække tre ting frem:

  1. Kommuniker empatisk med dit team og anerkend menneskers frygt. Vær ikke bange for at sige det højt. ”Måske er nogle af jer bange for at miste jeres job”. Vis at du forstår dit team.
  2. Sig sandheden selvom den er negativ, uvis og frygtelig. Vær realistisk. Vi kan ikke manege eller motivere gennem krisen, men lede. Det næste er lidt hårdt at sige til mig selv, men optimisterne overlever ikke! Det ser vi hos langtidskrigsfanger. Konfronter de brutale facts. Min far er lige død af alvorlig kræft. Men vi i familien kunne bedre leve med dårligt nyt end intet nyt, fordi frygt følger med uvished.
  3. Kommuniker jævnligt ud når tingene forandrer sig så ofte. Øg frekvensen af din kontakt med dit netværk. Fortæl hvorfor du gør det og det.

Til sidst: Pas på dig selv. Hold fri! Se en uforpligtende film og lyt til en skøn koncert. Vi får brug for den energi, hvis vi skal til at afskedige. Det gør ondt, men en god leder undgår ikke, at det kan komme til at gøre ondt – både på organisationen, dig selv og den dygtige ansatte, der måske må forlade organisationen. Nogle organisationer vil ikke overleve. Men det kan også være et kapitel, der slutter, og et nyt der begynder. Løb ikke fra smerten, men forbered dig på den. Craig Groeschel fra Global Leadership Network siger: ”Måske er forskellen på hvor du er, og hvor du skulle være den smerte du er uvillig til at tage.” Det oplever nogen også i parforholdet. Ledere må tage tyren ved hornene og træffe de hårde beslutninger, for mennesker vil ikke følge en leder, der altid har ret, men hende der altid er reel. Det er tillidsskabende ledelse.