Jeg blev helt tom indeni, da ”prædikenen” fra fastelavnsgudstjenesten (kaldet diskolavn) i Stefanskirken i hovedstaden løb over min pc-skærm. Kirkens egen YouTube-kanal har offentliggjort et klip, hvor præsten siger nogle positive humanistiske selvfølgeligheder fra prædikestolen om, at ”der er nogle voksne, som prøver at bilde os ind, at der ikke er musik, kærlighed og fællesskab nok til alle”. Pludselig går hun ned i kirken, forsøger at holde prædikenen gående for at skabe en ”naturlig” overgang til det, der nu skal ske: Der kommer energisk popmusik, projektørerne skifter farve og blinker, imens den kvindelig præst smider præstekjolen og har et stramt outfit indenunder – dog fortsat med kraven strittende ovenover. Hun danser, og sætter sig omvendt på en stol foran alteret, og laver sensuelle bevægelser med sin krop, der minder om pooldanse. Showet slutter med budskabet: ”Nogle gange skal de voksne bare danse og synge og invitere til fest”.
Jeg trykkede på pause, og nev mig i armen. Jeg er en yngre, og meget tolerant præst, journalist og bredt musisk funderet organist, der arbejder intenst og ufortrødent med at gøre kirken relevant både for mennesker, der er hjemmevante i kirkerummet og de, der ikke normalt slider på bænkene. (F.eks. har jeg arbejdet med næsten alle musikalske stilarter, er dirigent for to gospelkor, har brugt drama, dans, dukketeater, trylleri mm. i gudstjenesten. I Haderslev Domsogn laver jeg babysalmesang, fortsættende salmeleg, spaghettigudstjenester, har startet lektiecafé, legestue, børne-, junior- og teenklubber, mandeklub og medvirket ved parkurser osv. for at nå alle typer mennesker. Jeg har selv taget kjolen af ved en fastelavnsgudstjeneste og haft sportstøj indenunder for at fortælle om forklædninger og masker.) Jeg bakker endda op om gangnamstyle-prædikener. Men det her!?!
Min hjerne forsøgte at forstå og forsvare den stakkels præst, for hun måtte have et formål i forhold til målgruppen? Børn og familier til fastelavn. Men hjernen slog gnister. Slog fra. Mismodig. Mat. Uanset alle mine rygmarvsargumenter om, at vi skal række evangeliet via så mange platforme som muligt og i plurale sprogklædninger og indpakninger, så strandene hvert eneste argument på: Hvor er evangeliet i det her show? Hvad lærer jeg om Jesus? Hvad kan jeg bruge i min hverdag?
INTET. Som en af kommentarerne lød på nettet til videoen: ”Jeg havde ønsket, jeg kunne spole tilbage og aldrig havde set det”.
Præsten forsvarede sig i Aftenshowet i går med, at det altid har været tradition i kirken at lave en fest inden fastetiden, og kirkens facebookside fortsætter: “hvad kan vi finde på næste år”. Hvad får en præst til at synke så lavt? Ofre sit embedes ydmyghed og renhed på humanismens og populismens alter? Hvad med præsteløftet?
Der var absolut intet kristent budskab, som ikke ligeså godt kunne være fortalt i en verdslig, folkelig tale? Det var en forfladigelse og fornedrelse af evangeliets frisættende kerne. Stefanskirkens show er fortyndet vand ved siden af popkirke. Popkirken kan gå langt, men det her … er nærmest giftigt – nogen skrev kættersk.
Stakkels målløse, usikre målgruppe, der måske sad i kirken måske for første gang i lang tid. De skulede til hinanden og klappede loyalt. Men af hvad? Et halverotisk standupshow af en selviscenesættende ”præst” i stramt tøj. Et degenereret profant cirkus.
Nogle på Facebook bad om en biskoppelig samtale. Jeg beder bare om ydmyg eftertænksomhed på, hvordan vi formidler evangeliet relevant i nutidigt sprog og indpakning, uden det bliver forfladiget til noget ligegyldigt – også hos mig selv.
TIMconsult: Procesfacilitation og ledelse 